Dekorativt følgeskab

DSB og Vangsgaard har i mere end 20 år haft et tæt og fortroligt samarbejde. Her indtager Vangsgaard førersædet, når det handler om rådgivning, projektstyring og vedligehold af udsmykning og information på togsæt, stationer og linjekort.

”Vi er dagligt i kontakt med titusinder af danskere og vores mål er at gøre det nemt og behageligt at rejse. I arbejdet med at løfte den opgave spiller Vangsgaard en central rolle for DSB, og har gjort det i to årtier,” forklarer Anne-Marie Thaysen, Marketing Manager i DSB.

Et eksempel på Vangsgaards arbejde er DSB’s velkendte røde S-tog, som i virkeligheden er iklædt en specialindfarvet ”DSB-rød” folie, som er monteret på togene. Folien har et graffiti laminat, der gør det nemmere at vaske graffiti af.

”For os er et tog mere end bare et transportmiddel. Det er vores kerneydelse. Derfor er det også vigtigt for DSB, at vores tog fremstår attraktive for vores kunder, og at skiltningen på stationer er klar og tydelig. Her hjælper Vangsgaard os som betroet leverandør og rådgiver på design, udsmykning og vedligehold af tog samt skilte, linjekort og oversigtskort på stationer,” siger Anne-Marie Thaysen.

Certificerede montører
Et andet eksempel er de mange, skiftende kampagne-dekorationer på og i S-tog eller på stationer rundt om i Hovedstaden. Her står certificerede Vangsgaard-montører for både print og montage af kilometervis af flotte dekorationer.

”Vangsgaard har et særligt hold montører, som er certificeret til at arbejde på Banedanmarks områder. Det giver os den fordel, at de kan rykke hurtigt ud og klare opgaver for os - også når tidsplanen er stram,” siger Anne-Marie Thaysen.

Herudover projektstyrer Vangsgaard totalleverancen af en bred vifte af piktogram - og henvisningsskilte til togsæt samt producerer og monterer skilte med togtider, linjekort og oversigtskort på samtlige S-togsstationer.