Glaskunst i Beijing

På tværs af seks tidszoner og 6.000 km har Vangsgaard klaret den indendørs udsmykning af Novo Nordisk A/S´ nye, imponerende forskningscenter i Beijing.

I mere end ti år har Vangsgaard haft et nært og tillidsfuldt samarbejde med Novo Nordisk omkring visuelt design til Novo Nordisk, NNIT og NNE Pharmaplan. Og når Novo-forskere om kort tid indtager medicinalgigantens nye 12.000 m2 store forskningscenter i Beijing, har Vangsgaard sammen med RH Arkitekter sat den berømte prik over i’et. Nemlig 250 m2 grafisk udsmykkede glasvægge i kontor- og laboratoriemiljøet – 6.000 km fra Danmark.

Tillid afgørende
Ifølge Marianne Näsström fra RH Arkitekter var det vigtigt, at netop Vangsgaard fik produktions- og monteringsopgaven. Kravene til kvalitet var nemlig tårnhøje og tidsplanen stram.

“Det har været afgørende at få en samarbejdspartner, som vi og Novo Nordisk stoler 100% på, og som vi ved, leverer til tiden og i topkvalitet – uanset om jobbet er i Ballerup eller Beijing,” siger hun. 

Beijing tur/retur
To montører fra Vangsgaard har i flere omgange besøgt byggeriet i Beijing. Dels for at udføre udvendigt foliearbejde, men også for at lave en millimeterpræcis opmåling af glasvæggene i kontorer og på laboratoriet.

“Et byggeri skal altid kontrolmåles på stedet, da målene på de færdige glasvægge kan afvige fra de oprindelige tegninger. Derfor stod Vangsgaard også for slutopmålinger i Beijing, før det endelige grafiske design blev lavet og folierne til glasvæggene produceret hjemme i Danmark,” forklarer Marianne Näsström.

Efter en sidste tur til Beijing for at montere en kvart kilometer flotte grafiske motiver af bl.a. insulinmolekylet er Vangsgaards udsendte montører nu hjemme igen. Bag sig efterlader de et lyst og stemningsfyldt arbejdsmiljø til forskerne i Novo Nordisks nye kinesiske forsknings-faciliteter.