Kæmpe BR viser vej til fremtiden

Med Vangsgaard som totalleverandør har BR og TOP-TOY sat gang i udrulningen af fremtidens butikskoncept for legetøjsbutikker i Norden.

Lys, luft, oplevelser og overblik. Det er nøgleordene, som beskriver legetøjskæden BR’s nye butikskoncept. Konceptet har netop set dagens lys i en ny og kæmpestor legetøjsbutik i shopping centeret Täby Centrum uden for Stockholm.

Butikken, som Vangsgaard sammen med TOP-TOY slog de første streger til i 2011, er den første af kædens særligt udvalgte kæmpe BR-butikker, til at åbne.

Fra beton til levende butik

Med Vangsgaard som nær partner er Täbys BR vokset frem af den rå beton i en ny tilbygning til byens store indkøbscenter. Ifølge salgsdirektør i Sverige, Jan Nyberg, er det de helt perfekte vilkår, når man sætter sig for at bygge intet mindre end fremtidens legetøjsbutik.

”I Täby har vi åbnet den flotteste og mest moderne BR i Sverige. Sammen med Vangsgaard har vi udviklet og bygget en butik fra grunden, som giver en helt ny oplevelse for kunderne,” fortæller han.

Jan Nyberg fremhæver bl.a. Vangsgaards 3D-oplæg, der gjorde det muligt at gå på virtuel opdagelse i den nye butik og se, hvordan bl.a. lavere reoler og mere luft skabte langt bedre overblik for kunderne.

I det hele taget er det nye BR-koncept præget af lys og luft omkring legetøjet. Men butikken i Täby introducerer også nye aktivitetsområder – et koncept, som Jan Nyberg roser sin samarbejdspartner for at realisere.

”Vangsgaard har ud over at stå for etableringen af butikken også bragt ideen om de nye aktivitetsområder, vi har opfundet, til live på fornem vis. Med f.eks. ’Barbie Catwalk’ og banen til fjernstyrede biler har vi fået en mere levende og legende butik, som appellerer til børnene, og gør det attraktivt at komme i butikken,” siger han.

En stærk relation

Jan Nyberg beskriver det årelange samarbejdet med Vangsgaard som tillidsfuldt og værdiskabende.

”For mig er Vangsgaard som en nær kollega, jeg stoler på. Vi tænker ret ens. Og for os ligger der en stor værdi i at have en partner, der forstår vores tankesæt og præcist leverer varen. Det gør jo også mit arbejde lettere,” slutter han.