Modeuge, fotoudstilling og et sponsorat

Ved den københavnske modeuge mødes høj og lav i modeverdenen. Vangsgaard var med, da Lady Gaga, Usher og Jessica Alba dukkede op i form af fotokunstneren Gitte Meldgaards udstilling i Lokomotivværkstedet.

Modemesser, catwalkshows, cocktail­fester og klæder af fineste karat har altid været modeugens kendetegn. Set i det lys var modeugens store forhandlermesse i Lokomotivværkstedet i den københavn­ske Sydhavn den oplagte scene for en udstilling af stjerneportrætter skabt af den danskfødte fotokunstner Gitte Meld­gaard.

På en central plet i De Danske Statsba­ners gamle lokomotivværksted tonede hendes opsigtsvækkende og dramatiske fotografier af Lady Gaga, Usher, Jessica Alba, Dita von Teese og Estalla Warren m.fl. frem på rad og række.

I alt 33 fotoprint i storformat var udstillet som produkt af et samarbejde mellem initiativtager og mangeårig ildsjæl, PR- og fashion copywriter, Mila Blarke, og et par sponsorer, der fik enderne til at mødes. Heriblandt Vangsgaard, der stod for at printe i fotokvalitet og montere de mange billeder på plader til udstillingen.

”Design, trends, kreativitet og mode­strømninger ligger i Vangsgaards DNA og modeugen er et fantastisk pulsslag og pejlemærke for at spotte nye trends. Vi har et krav til os selv om at være på forkant med udviklingen og altid se nye muligheder for vores kunder og deres markedsføring. Derfor er modeugen og de mange aktiviteter, der foregår her, en oplagt begivenhed for os at støtte op om,” siger Vangsgaards Trend Scout, Rikke Lindhard Schou.